Beargames Jubilæum Edition var en fremragende weekend. Temaet var lagt fast da Beargames i efteråret 2009 havde eksisteret i 10 år. Startende fra en tid hvor 28.8 modems var hotte til nu hvor det hele bare går så stærkt. Det er en udfordring for et LAN-party at kunne eksistere så længe, og det er vi stolte af at Beargames stadig gør. Det må jo betyde at vi gør et eller andet rigtigt. Det hører selvfølgelig også med til historien at I deltagere altid møder op med et kanon humør og engagement. Man mærker at folk glæder sig og gerne vil bidrage til at arrangementet bliver en succes. Derudover har vi gennem de sidste 4-5 år været i en løbende positiv udvikling på hardwarefronten fra lån til eje, hvilket betyder at vi nu er selvkørende med egen gigabit router og server. Det med stor hjælp fra Anders (Madhatter). Disse ting i kombination kan nok gemme på hemmeligheden bag, hvorfor Beargames stortrives og nok skal holde teenageårene ud.